Rebild Turistforening

Kildetårn, Kold Krig og maleren Mouritz Nørgaard (side 2)

Kildetårnet og kilderne

Fra Kildetårnet har man i klart vejr udsigt over et område med rigtig mange kilder: Tingbæk Kilde, Skillingbro Kilde, Kovadsbækken, Ravnkilde, Lille Blåkilde, kilderne ved Kildehuset og Buderupholm Dambrug og Gravlev Kilde, m.fl.

Kildecentret ejer Den Møllehistoriske Samling, og dele af denne samling forventes at blive udstillet i Kildetårnet.

På billedet t.v. ses Skillingbro Kilde, som er en springkilde, dvs. at vandet vælder op af et rør, der er stukket ned i de vandførende lag.

Den Kolde Krig

Den Kolde Krig sluttede i 1989 med Berlinmurens fald og kort tid derefter Sovjetunionens opløsning. Det er nu 29 år siden. Det betyder, at mennesker, som i dag er voksne ikke har oplevet den stemning, mens vi i Danmark levede med en reel trussel om en atomkrig.

Billedet th. er fra den brochure, som statsminister Viggo Kampmann husstandsomdelte til alle danske hjem i 1962. I brochuren opfordres befolkningen til at anskaffe sig forråd af fødevarer og indrette beskyttelsesrum som beredskab, skulle krigen komme.

Året efter, i 1963 påbegyndes bygningen af REGAN Vest, som havde til formål at beskytte kongehus og regering, så Danmark fortsat kunne ledes i tilfælde af en atomkrig.

I 1961 gennemførte Sovjetunionen en prøvesprængning af en brintbombe med en sprængkraft på 50 megaton i atmosfæren over øen Novaya Zemlya i Barentshavet.

Himmerlandsmaleren Mouritz Nørgaard

I år er det 140 år siden Mouritz Nørgaard blev født. Han levede fra 1878 til 1969 og hans malerier handles til stadighed, kan man se ved at google hans navn.

Lørdag den 13. oktober udkommer Sven Erik Østergaards bog om Mouritz Nørgaard. Ved arrangementet den 24. oktober vil der være lejlighed til at deltagerne kan erhverve signerede eksemplarer af bogen.

Mouritz Nørgaard boede en tid i den gamle præstegård i Gl. Skørping, hvor senere museumsdirektør Peter Rismøller boede.

 

Retur til Arrangementer

Rebild Turistforening   •   RebildPorten   •   Rebildvej 25A, 9520 Skørping   •   Tlf. 9988 9000   •   info@rebildturist.dk
Nordjysk Webdesign ApS