Rebild Turistforening

Sådan er Boldrup Museum blevet så stor en succes
- også for voksne

Jubilæumsfilm
Filmen 'Før Frosten' blev vist for ca. 200 deltagere ved Museumsforeningens 50-års jubilæum i august 2019

Boldrup Museumsforening

Museumsforeningen er livsnerven omkring formidlingen af alt, hvad der sker på Boldrup Museum. Foreningen har 700 - 800 medlemmer, der køber ”Folk Fortæller” hvert år. ”Folk Fortæller” er en bog , hvor udvalgte borgere i den gamle Nørager Kommune bidrager med hver deres fortælling.

Boldrup Museum er en del af Nordjyllands Historiske Museum (NJHM), og Museumsforeningen er er repræsenteret i NJHM’s repræsentantskab og har en plads i NJHM’s bestyrelse.

Det største arbejde er de årligt tilbagevendende arrangementer, der foregår på Boldrup Museum. Her deltager bestyrelsen meget aktivt både med planlægning og gennemførelse. Desuden medvirker et større antal frivillige.

Aktivitetsdage, 10 - 12 stk. om året

Boldrup Museum er ikke et museum i traditionel forstand. Den levende formidling er her i højsædet, og mange af stedets museumsgenstande er i dag skiftet ud med tilsvarende brugsgenstande, som gæsterne må røre ved og i vidt omfang også bruge.

En helt central del af denne levende formidling er de aktiviteter og arrangementer, som Museumsforeningen står bag. Der bliver presset æblemost, klippet får, tærsket korn, arbejdet med hestespand og gamle traktorer osv. Museet har de seneste år oplevet et stigende besøgstal, og rigtig mange af gæsterne kan henføres til museumsforeningens aktiviteter. Boldrup er på alle måder et levende museum.

Dyrene på Boldrup Museum

- Hvordan har Gyda det? Stort set alle børn i lokalområdet er på fornavn med den store landrace so på Boldrup museum, og i det hele taget er museets dyr blevet en meget vigtig del af stedets formidling. Dyrene er alle af gamle danske racer, og da der ikke er så mange individer, er der god tid for museets gæster til at lære dyrene at kende. Når der er børn, der en dag skal passes af bedstemor og bedstefar i Nørager, indbefatter dette ofte helt automatisk et besøg hos dyrene på museet. Og det er ikke kun gæsterne, det nyder besøget – også dyrene ser frem til lidt opmærksomhed og måske en friskplukket mælkebøtte. Til gengæld kvitterer Kisser, museets kat, ofte med en friskfanget mus. Velbekomme!

Retur til 'Arrangementer'

Rebild Turistforening   •   Rebildhus   •   Rebildvej 25, 9520 Skørping   •   Tlf. 4088 6833   •   info@rebildturist.dk
Nordjysk Webdesign ApS